Børn og hunde - DKK Esbjerg

Gå til indhold

Børn og hunde

GODE RÅD

I Danmark er det heldigvis yderst sjældent, at børn kommer alvorligt til skade på grund af hundebid.

Danske hundeejeres organisation, Dansk Kennel Klub, giver følgende gode råd:

Sikkerhedsråd om børn og hunde

Det er altid hundeejerens ansvar at sikre sig, at hans hund ikke forvolder skade. Voksne bør således f.eks. sikre, at mindre børn (under 9-10 år) aldrig er alene med hunde.

Når det drejer sig om børn, skal man lære børnene nogle ”spilleregler”, som kan hjælpe til at undgå ulykker. Lær både egne børn – og ikke mindst kammerater, som kommer i hjemmet, men som hunden ikke kender lige så godt som familiens egne medlemmer, nedenstående regler.

Råd når du vil hilse på en hund:

- Spørg altid hundens voksne ejer om lov, før du tager kontakt til en fremmed hund.
- Hvis du må hilse på hunden, så sig ”hej hund” og se om den vil hilse på dig. Respekter hvis den ikke har lyst til at hilse.
- Hvis hunden kommer hen til dig, så kan du stryge den venligt på siden af hovedet.
- Lad være med at klappe hunden oven på hovedet eller bøje dig ind over hunden – heller ikke selv om du bare vil klappe den.
- Lad være med at holde fast i hunden eller kramme hunden, heller ikke selv om du kender hunden. Hunde kan ikke lide at blive krammet eller holdt om.
- Lad være med at tage mad eller legetøj fra hunden.
- Lad være med at vække hunden, hvis den sover.

Råd når du møder en løs hund:

- Hvis du møder en løs hund, så stop op og stå stille. Du må ikke begynde at løbe eller skrige og vifte med armene. Stå i stedet stille - ligesom en træstamme
- Lad være med at kigge hunden ind i øjnene. Vend siden til og lad som om hunden ikke er der. Snart vil hunden miste interessen og gå væk.

Misforståelser

Hunde anvender en lang række forskellig signaler, når de kommunikerer med hinanden og derfor er de også meget opmærksomme på menneskers mimik og kropssprog. Men hundes og menneskers signalsprog er meget forskellige og det kan give anledning til misforståelser – og ulykker!
Det kan være svært for et barn at ”aflæse” en hunds signaler. Og hvis en hund bliver overrasket over, at et barn f.eks. pludselig læner sig ind over den eller giver den kram, kan den i uheldige situationer bide ud efter barnet, fordi hunden misforstår barnets signal.

Køb hund af anerkendt opdrætter

Man skal købe hund af en anerkendt opdrætter, som selv har moderen til hvalpene og som har sørget for at vælge avlsdyr med godt temperament og sørget for, at hvalpene er korrekt præget og socialiseret, så de kan omgås både mennesker og andre hunde/dyr. Man skal holde sig langt væk fra hunde, der er importeret fra udlandet, fordi disse hvalpe ofte er vokset op under dybt kritisable forhold, som påvirker hundenes fysik og temperament.

Før du køber hund kursus

Især hvis man er førstegangshundeejer bør man deltage i et af DKK’s gratis ”Før du køber hund kurser”, hvor man lærer nogle grundlæggende begreber om hundes adfærd og om forskellige racer/typer af hunde. Alt for mange hundeejere kaster deres kærlighed på hundetyper, som de ikke magter at holde styr på til skade for både hund og omgivelser.

Kørekort til hund

Man skal gå til grundlæggende træning med hunden, mens den er hvalp/unghund, og denne træning skal følges op f.eks. ved at tage DKK’s ”Kørekort til hund”, som tilbydes på DKK’s træningspladser rundt om i landet.



Fidos Malebog


Hent Fidos Malebog ved at klikke i øverste højre hjørne på den. 

Den åbnes i Adobe Reader og du kan udskrive den på din egen printer.


Tilbage til indhold